Alt er lort, men underholdes, det vil vi kraftedme stadig!
De lokale kulturelle tilbud svinder i takt med kommunekassen skrumper, men nogle gange skyldes udbuddet et uheldigt miks mellem uigennemtænkte strategier og pressede politikere. Jeg har boet et utal af steder i Danmark, og uanset hvor stor byen har været, så har kulturen altid stået øverst på listen når sparekniven skulle svinges. Hvilket som oftest rammer vækstlagene, de ungdommelige kreative tiltag og andre skæve indslag fra kulturbunden. Som bosat i den østjyske flodby Randers, kan jeg sagtens savne Teater Momentum fra tiden i Odense, drømme om Nordkraft var tættere på, misunde Hamburg deres Kampnagel festivaller, romantiserer kulturudbuddet fra dengang Lissabon var mit hjem, eller hige efter dramatik fra Husets Teater, Får302, Sorte Hest, Dansehallerne, Ubåden, Aveny-T, Republique, Gasværket, Mungo Park, Teater V m.fl.. Men selv da jeg boede i København forsvandt kultursteder, teaterscener og vækstlag fra landkortet. Kulturen er nemlig altid en kampplads om midler, politisk gunst og publikums opmærksomhed. Mit råd er derfor at bruge tilbuddene der findes i din baghave, støt de lokale tiltag der rammer dig og trop op når folk forsøger at stable ny underholdning på benene.
Som teateranmelder har jeg selvfølgelig en del kommercielle tilbud i min indbakke, der let kan føre én på afveje, jeg forsøger dog altid at støtte det lokale, det skæve, det smalle og alt derimellem. Fem forestillinger rammes således hver måned, og det kunne da sagtens være meget mere, men ville kræve jeg omlagde mit liv endnu en gang og igen levede af mine ord. Hvilket desværre betyder redaktører, hensyn til arbejdspladsens kommercielle interesser, intern kamp om pladsen i spalterne samt indtagelse af kultur jeg er ligeglad med. Værst af alt, andre ville eje mine ord, og det ønsker jeg ikke (mere/igen).

Min oplevelse som anmelder har dog heldigvis hverken negative betydning for salgstallet, eller skuespilleren på scenen, da en masse andre elskede forestillingen og du kan ikke længere se forestillingen. Jeg fortryder dog på ingen måde besøget, da det altid er en fornøjelse at besøge Svalegangen. Der minder mig om et heldigt krydsmiks af scenerne Husets Teater (KBH), Mungo Park (Allerød) og Det Røde Rum (DKT). Udbuddet følger således byens puls, tidens emner og formår altid at lege med udtryksform, målgruppe og format. Det kan derfor virke en anelse sært at forestillingen »Valgaften« først rammer til februar, men satire over de politiske magtkampe kan sikkert bedre håndteres, når vi ikke selv står midt valgkampen, og dramatikkens pointer vil sikkert ramme hårdere når Danmarks nye flertalsregerings udfoldes i 2023. For som instruktøren Niels Erling siger »Alt er lort, men underholdes, det vil vi kraftedme stadig. Om det så er det sidste, vi gør«.