Alt er lort, men underholdes, det vil vi kraftedme stadig!

De lokale kulturelle tilbud svinder i takt med kommunekassen skrumper, men nogle gange skyldes udbuddet et uheldigt miks mellem uigennemtænkte strategier og pressede politikere. Jeg har boet et utal af steder i Danmark, og uanset hvor stor byen har været, så har kulturen altid stået øverst på listen når sparekniven skulle svinges. Hvilket som oftest rammer vækstlagene, de ungdommelige kreative tiltag og andre skæve indslag fra kulturbunden. Som bosat i den østjyske flodby Randers, kan jeg sagtens savne Teater Momentum fra tiden i Odense, drømme om Nordkraft var tættere på, misunde Hamburg deres Kampnagel festivaller, romantiserer kulturudbuddet fra dengang Lissabon var mit hjem, eller hige efter dramatik fra Husets Teater, Får302, Sorte Hest, Dansehallerne, Ubåden, Aveny-T, Republique, Gasværket, Mungo Park, Teater V m.fl.. Men selv da jeg boede i København forsvandt kultursteder, teaterscener og vækstlag fra landkortet. Kulturen er nemlig altid en kampplads om midler, politisk gunst og publikums opmærksomhed. Mit råd er derfor at bruge tilbuddene der findes i din baghave, støt de lokale tiltag der rammer dig og trop op når folk forsøger at stable ny underholdning på benene.

Som teateranmelder har jeg selvfølgelig en del kommercielle tilbud i min indbakke, der let kan føre én på afveje, jeg forsøger dog altid at støtte det lokale, det skæve, det smalle og alt derimellem. Fem forestillinger rammes således hver måned, og det kunne da sagtens være meget mere, men ville kræve jeg omlagde mit liv endnu en gang og igen levede af mine ord. Hvilket desværre betyder redaktører, hensyn til arbejdspladsens kommercielle interesser, intern kamp om pladsen i spalterne samt indtagelse af kultur jeg er ligeglad med. Værst af alt, andre ville eje mine ord, og det ønsker jeg ikke (mere/igen). 

Jeg er allerede i min sidste halvdel af livet og selvom meget har ændret siden jeg startede med værdidomme i 90erne, så ligner kulturverden fortsat sig selv. Venskaber, hensyn og gammelt nag former mere end det burde. Den største forskel er således den individuelle. Jeg er således ligeglad med hvem, hvad og hvorfor. Sker der noget spændende på en scene, et kultursted eller kirke nær mig, så tropper jeg op, inviteret eller ej.

Forsøger altid at være høflig, spørger om det er relevant med et besøg, husker de korrekte fotoreferencer og hilser på folk der bestrider stillinger gennem mange år. Bliver dog sjældent hængende til premierefesten og følger min egen rettesnor for hvad der har mening. Hvilket var årsagen til jeg kikkede forbi Teater Svalegangen da Hotel Pro Formas ”I krydset får de ny sofa” gæstede det aarhusianske teater. Ny dansk dramatik, baseret på romanen »DE« af Helle Helle, fortolket af folk jeg normalt nyder at se arbejde med teater, på en scene jeg ofte besøger, burde have været et hit. Det var det desværre ikke, i hvert fald ikke for mig, selvom fortolkningen af romanen som sådan, både var tekstnær og nyskabende, så blev jeg aldrig grebet af den unge kvindes hverdagsfragmenter fra Lolland. Ingrid Marie Thorlacius minimalistiske mimik druknede i både LED lys, ord og uforløst potentiale.


Min oplevelse som anmelder har dog heldigvis hverken negative betydning for salgstallet, eller skuespilleren på scenen, da en masse andre elskede forestillingen og du kan ikke længere se forestillingen. Jeg fortryder dog på ingen måde besøget, da det altid er en fornøjelse at besøge Svalegangen. Der minder mig om et heldigt krydsmiks af scenerne Husets Teater (KBH), Mungo Park (Allerød) og Det Røde Rum (DKT). Udbuddet følger således byens puls, tidens emner og formår altid at lege med udtryksform, målgruppe og format. Det kan derfor virke en anelse sært at forestillingen »Valgaften« først rammer til februar, men satire over de politiske magtkampe kan sikkert bedre håndteres, når vi ikke selv står midt valgkampen, og dramatikkens pointer vil sikkert ramme hårdere når Danmarks nye flertalsregerings udfoldes i 2023. For som instruktøren Niels Erling siger »Alt er lort, men underholdes, det vil vi kraftedme stadig. Om det så er det sidste, vi gør«.