Oplyst dannelse - et sammenhængende forløb!

(C) Forbrugermania

Der er mange serviceelementer fra vores hverdag som løbende forsvinder grundet fejlanalyser, forskruet økonomiske projektioner og teknologiske misforståelser. Nogle gange kan udviklingen virke helt åbenbar og konsekvenserne oplagte, men enhver hvis barndom blev dokumenteret af videokameraer i 80erne har sikkert en naturlig mistro over for alverdens teknologiske nybrud. For min egen generation virkede streaming som den oplagte afløser for fysiske medier, digital post som den naturlige udvikling fra fysiske breve, storcentre som den behagelige videreudvikling af handelslivet og online nyheder som en endnu bedre version af papiravisen, men enhver udvikling ødelægger desværre lige så meget i processen som det forbedrer. 

(C) Forbrugermania

Selvom konsekvenserne kan være svære at forstå alt imens fremtidens gyldne løfter om et bedre liv skubber til udviklingen. Når jeg i dag rejser rundt i Tyskland bliver jeg både misundelig, nostalgisk og forundret over hvor mange, hvor billige og hvor gode papiraviser der bringer nyheder til ens morgenbord. Alle danskere bliver sikkert forundret over hvor godt, at brevpost fungerer i alle andre udviklede lande og tvinges derefter til eftertanken hvadnuhvis.

(C) Forbrugermania

Jeg selv har de største udfordringer med at finde glæde ved streaming udbud, samt besvær med at stykke indtag af nyheder sammen der både rummer det folkelige, det elitære, det vigtige og det udfordrende. Filmmediet lever således i bedste velgående hos mig på både blu ray, dvd, laserdisc og VHS. Mens jeg er abonnent på så forskellige medier som lørdagsudgaven af BT, magasinet Time, filmmagasinet EKKO, digital nyhedsbreve fra Føljeton, digital adgang til nyheder ved Randers Amtsavis, bøger fra Gladiator og Novellix. Samt forsøger at få abonnementsafdelingen ved Information til at sælge mig papirudgave af deres weekendaviser - det går ikke synderlig tjept.

(C) Forbrugermania

Blandingen er analog og digital. Niche og folkelig. National og lokal. Hvilket sikrer en slags balance i det der indtages - men Føljeton bør dog fremhæves. Her er fremragende underholdning, gode links og til tider gennemtænkte analyser. Minder mig om Twitter anno 2009 og indeholder alt jeg håbede Zetland skulle have været. Føjleton er journalistik der kommer til din indbakke hver eneste dag. Overblikket er godt, udsynet fint, slagsiden til København forventelig, men enhver nations hovedstad vil altid udgøre omdrejningspunktet i mediebilledet. Men uanset hvor du måtte bo, hvem der måtte udgøre din omgangskreds, så skader det ikke at læse Føjleton. Faktisk måtte dette sammenrend af journalister gerne udbygges med endnu flere midler, platforme og sprog, hvis det stod til mig.

Populære indlæg