Båndsalat og harmonier- Nana Mouskouri

Hvis du har hang til brugte plader, kassebånd eller CDer så vil du genkende denne kvinde. For uanset hvilken fastpris kasse du gennemroder støder du på brunetten med de karakteristiske briller, smilende øjne og forsagte udtryk. Hvilket ikke kun betyder hendes fans har opgivet fysiske medier eller døde af alderdom, men det simple faktum hun har udgivet mere end to hundrede album på tolv sprog siden jazz debuten i slut 50erne.

Hendes karriere har nydt godt af tidens luner, fjernsynets muligheder og eget arbejdsom virke. Hvordan man mestrer sang på blandt andet italiensk, græsk, spansk, portugisisk, tysk, engelsk, kinesisk og korsikansk forstår jeg ikke. Det hjælper dog alt sammen når du ønsker at sælge musik – 350 millioner album har hun solgt på verdensplan og flere af disse står i min kælder. Dels fordi jeg ikke nænner at smide dem ud og dels er der altid lidt Nana Mouskouri med når musikauktioner vindes. 

Grundet tilfældigheder har jeg i dag gennemlyttet et kassettebånd der både lokker med ordene Easy Listening og Special Price på coveromslaget. Udgivelsen hedder Passport og indeholder 11 numre på side et og 10 numre på side to. I dag nøjes mange musikere med det halve når en udgivelse skal strikkes sammen. Kassettebåndet er nummer 49 i en musikserie af Philips og selve albummet er ældre end jeg er. Lydkvaliteten er dog overraskende god – stereolyden er sikret via dolby system, der er derfor brugt Dolby-b støjreduktion på optagelsen. Kan din båndoptager håndterer dette, så opnår du en mere ren lyd hvis du slår støjreduktionen til. 

Som helhed minder musiksamling dog mere om behagelig baggrundsmusik til en restaurant end som noget selvstændigt. Jeg ville absolut ikke give 75 kroner for albummet, men kan omvendt godt forstå hvorfor samlingen i 1976 havde salgstal til en 3. plads på UK hitlisten og scorede en guldplade. Dels rummer albummet en serie kendte coversange samt alle hendes største hits på engelsk, og dels ramte stil, stemme og udtryk rent hos mange lyttere der savnede trygge musikalske rammer i 70erne. Skalaerne kører ubesværet op og ned, alt imens stemmens fylde forbliver den samme. Minder mig om alverdens Disney soundtrack, fortidige melodi grandprixer og blød vokalharmonier fra 1960erne. For Nana selv førte udgivelsen indirekte til gennembrud i Japan og Taiwain. Succesen virker ufattelig i omfang, salgstal og periode, men der går nok noget tid før nysgerrigheden lokker mig til gennemlytning af endnu et kælderglemt Mouskouri album.