Eftermæle - Filmstriben

(C) Oy Bufo
Det er let at glemme ens naboer, så længe pressedækningen i Danmark tager den nemme genvej til copy past oversættelser af nyheder, kulturdækning og sladderindlæg fra den engelsktalende verden. Men næste gang du klikker på en artikel om borgmestervalgkamp i New York, eller undrer dig over hvilken britisk minister der nu har været utro, kan du altid stoppe op og tænke dig om. Dels flyder der med nyheder på svenske, norske og tyske hjemmesider som de fleste kan afkode uden store problemer, dels har de nabonationale TV-kanaler en masse underholdning der bare venter på dig. Mangt og meget oversættes endda med danske undertekster hvis du tilhører en af de 1½ million fjernsynsbrugere der får kabeltv fra YouSee/Stofa/Boxer. Kvalitetsspillefilmene rammer utvivlsomt de mindre biografer i dit nabolag, ellers kan du finde dem hos filmperler, Mubi eller helt gratis via FIlmstriben

(C) Oy Bufo
Hvor du både finder islandske komedier, svenske ungdomsfilm, norsk action og seværdige finske film som Eftermæle fra 2018. Hvis du ikke fangede Juha Lehtola hjertevarme og komiske film på DR denne sommer, så kan du altså knalde dit bibliotekslånenummer ind på siden og streame filmen ganske gratis fra din egen stue. Via en google chromecast eller tvbox fra apple behøver du faktisk ikke at indtage filmen med en bærbar i skødet, eller endnu værre på en mobiltelefon med så mange pixels, du undrer dig over hvorfor oplevelsen altid er så dårlig.

(C) Oy Bufo

Finsk lyder eksotisk for enhver dansker, men som folkeslag minder vi meget om hinanden, om end vores historier er vidt forskellige og selvopfattelsen derfor også afviger en del. Befolkningsstørrelserne er dog meget ens, men Finland har rigtige bjerge, rigtig industri og været hjemsted for store teknologiske gennembrud. De har Rusland som nabo og oplevet mere krig, besættelse og nød end Danmark. Forskellene mellem land og by, mellem generationerne og hvilket fjendebillede du voksede op med, har stor betydning for den enkelte i Finland. Disse modsætninger, forskelle og demografiske selvfølgeligheder udgør den tematiske ramme for spillefilmen her.

Vores hovedperson Pekka Malmikunnas er en hjemløs, falleret, veluddannet mand hvis succes nu kun findes i løgne og fortiden. Familien tror dog fortsat han er direktør for et stort IT-Firma og Pekka gør intet for at ændrer på opfattelsen. Det hele bliver dog en anelse anstrengt da forældrene vil mødes, men facaden slår først rigtig revner da tragedien rammer familiens yngste medlem. Pludselig tvinges Pekka til selvindsigt, selverkendelse og selvransagelse på kort tid, og med vidt forskelligt udfald. Verdener støder sammen, løgne falder fra hinanden, nye historier skabes og Pekka forsøger sit bedste for at skabe en bedre fortælling.

Familiedramaet rummer de klassiske ufortalte historier, uforløste konflikter og sammenholdet lider under alle de usagte ord. Komikken er til tider sort, andre gange drives latteren frem ved pinligheder, men det virker aldrig urealistisk eller søgt. Pekka er en tragisk skikkelse, hvis historie og kamp for beundring giver mening. Vores gader, shelters og herberger er fyldt med sådan stolte fantaster, hvis fremtid aldrig bliver andet end dyster. Hannu-Pekka Björkman er fantastisk i hovedrollen og sikrer du både griner, føler og tænker. De øvrige karakterer er alle vigtige for historien og Pekkas udvikling, men kan på ingen måde stå alene. Dette er Pekkas underholdende lidelseshistorie, og har din regnvejsramte hverdag brug for perspektiv, så start endelig her.

Populære indlæg