Det andet bind jeg læste i bogserien Danske Legender
var om en kvinde hvis skæbne, virke og opvækst fungerede som spejl for
utallige kvinder, københavnere og unge mennesker. Tove Ditlevsen var og
er digteren der satte ord på de svære situationer fra barndommen, der
forklarede følelser mange delte, men sjældent kunne udtrykke. Der delte
sit liv med læserne og gav hverdagens kvinder en rollemodel. Hvis eget
liv var proppet med modgang, dæmoner og emotionelle udsving,
fejltagelser, fortrydelse og svære beslutninger. Erfaringer hun så siden
øste fra i sine udgivelser, hvilket betød hver eneste bog udleverede
hende selv og de hun havde kær. Noget der i vore dage fremstår ganske
naturligt og måske endda banalt, men dengang var ganske uhørt. For
underklassens kvinder var hverken vant til nogle talte med eller om dem
på et sprog de delte, og her var så en kvinde der ikke gjorde andet.
Både som redaktør på brevkasser, ugebladsdigter og romanforfatter. Hun
var ikke blot endnu en forfatter fra eliten der forsøgte sig med
empatiske fortolkninger af livet på stenbroen. Hun levede ikke et
ubesværet liv fjernt fra boligkarrerne. Hun væltede frem og tilbage fra
værtshusene, ud og ind af forholdene, ned og op ad trapperne fra
sygehusene, og selv da pengene flød hendes vej blev hun aldrig andet end
Vesterbros egen Tove Ditlevsen.
Denne udgivelse føles som en
fortrolig redegørelse af Tove Ditlevsens opvækst, og samtidig som en
personlig indførelse i hendes hemmeligheder, sejre og nederlag. Det hele
formidles i øjenhøjde og uden skelen til om hændelsesforløb kunne
udlægges anderledes. Forfatteren bag minibiografien har nemlig snedigt
forskanset sig bag Tove Ditlevsens egne forskydninger og forbehold.
Virkeligheden kan netop ikke redegøres for sandfærdigt, da vi alle
fortolker den individuelt. Det er dog ikke ensbetydende med at
intersubjektiv kontrollerbar objektivitet ikke kunne være brugt som
målestok for hændelsesforløbene i denne bog. Det fungerer bare bedre at
Toves opvækst, kærlighedsliv og mange kvaler med hverdagen leveres som
faktuelle erindringer. Det er måske nok forførende manipulation når
Anne-Sofie Storm Wesche blot leder os gennem den ene krise efter den
anden uden kontroverser om hændelserne, udlægningen af livsforløbet
eller konsekvenserne opremses. Det er muligt historiestuderende fra de
danske universiteter ville have fået på puklen for den valgte tilgang,
men jeg er vild med den.
De fem blækhuse gives for den joviale fortælling om Tove. Hvor alverdens
grumme ting blot nævnes i henkastede bemærkninger. Som rene
selvfølgeligheder der underbygger helhedsbilledet af kvinden bag
digteren. Lægen der voldtog hende da hun troede abortundersøgelse var
årsagen til deres møde. Ægtemanden der voldeligt tog hende når stofferne
bedøvede krop og sind. Antydningerne om misbrug fra barndommen.
Selvmordsforsøgene der hverken dramatiseres eller overanalyseres. Det
hele vælter således ud gennem sidebenene på fortælleren, uden fokus på
hovedpersonen forsvinder. Digteren og kvinden fylder dog mere end barnet
og moderen. Man fornemmer dog Tove var en helt igennem elendig mor og
utvivlsomt også en besværlig hustru. Der væves en del årsagssammenhænge
omkring Tove, hvilket kan være rigtige, men fremstår mere som
tilsløringer end afdækninger. Uanset hvad så var det en fornøjelse at
stifte bekendtskab med Tove Ditlevsen gennem Anne-Sofies Storm Wesches
ord.
Du kan læse mere om udgivelsen
her
