DET TREDJE MORD (biograf)

 (C) Mikiya TakimotoRetssalsdramaer er sjældent eksistentielle fabler om meningen med livet eller dybsindige kommentarer til måden vi lever på. Men under de dystre toner, bag det løsrevne drama og i kernen af de snørklede historier gemmer denne film lige præcis på noget sådan. Den to timer lange japanske thriller adskiller sig således ikke kun i form fra hvad vi er vant til i Danmark, den har også noget politisk på hjertet. Hvilket er så underspillet at du måske misser det. Men modsat en masse andre lande har man dødsstraf i Japan. Noget der aktivt bruges den dag i dag, og samtidig fyldt bevidstheden ved alle japanere, idet henrettelsen af terroristerne bag giftgasangrebet i 1995 just er blevet gennemført. Det er derfor min påstand at denne spillefilm skal ses som et partsindlæg i debatten om dødsstraf. Velvidende at hverken distributør eller filmskaber har påstået dette!. Måske det blot er en skæv krimi der bearbejder konceptet ”retfærdighed” – noget vi alle opfatter som et universelt tilstræbt mål bag enhver retsstat, alt imens vi alle kender til love og regler der fremstår uretfærdige? 

(C) Mikiya Takimoto

Hvis du aldrig før har indtaget japansk fiktion, kunst eller filosofi vil denne spillefilm udfordrer dit verdensbillede og opfattelse af underholdning. For her tilbydes du intet andet end stille øjeblikke fyldt med eftertanke, fragmenterede samtaler spækket med ubesvaret spørgsmål og en afgrundsdyb tavs undren. Dramaet drives således ikke via karakterernes handlinger på lærredet, men via deres erkendelse af det uperfekte omkring dem og i sig selv. I et land hvor alle lever ud fra ideen om enhver handling enten er rigtig eller forkert kan man let glemme at vi alle blot er uperfekte skabninger, der ikke ved bedre.

(C) Mikiya Takimoto

 Jeg har altid fundet Japans retssystem interessant, om ikke for andet, så måden hvorpå dødsstraf praktiseres. Her informeres pressen og pårørende først efter henrettelsen. Her sker statsdrabet altid via hængning. Her bruges straffen ikke som afskrækkelse, men som funktionel oprydning af befolkning. Hvis man forbryder sig mod en serie kriterier er straffen død. Hvilket vil betyde samfundet som helhed bliver bedre. Straffen skal udføres seks måneder efter domsafsigelse, men kan tidligst ske når alle appelmuligheder er udtømte. Den dømte kan således leve i uvished  i flere år. Grundpræmissen bag straffen er at systemet ikke kan fejle. Hvilket sirkes ved at den dømte har forbrudt sig mod hele ni kriterier – herunder antal dræbte, måden hvorpå det er sket, motivet, måden hvorpå samfundet er blevet påvirket, de efterladtes følelser og gerningsmandens grad af anger. Tilståelse og antal dræbte vægtes dog højere end noget andet.


 

Dette er årsagen til jeg opfatter filmen her som en subtil diskussion af præmissen for dødsstraf i Japan. For hvert eneste synspunkt for og mod dødsstraf fremføres gennem løsrevne udtalelser, korte samtaler og selve retshandlingen fremvist i filmen. Nogle gange er pointerne indpakket i anekdoter om barndommen, arbejdslivet eller forholdet mellem familiemedlemmer. Nogle gange fremvises konklusionen kun, andre gange gentages den i forskellige situationer, der hver især understøtter eller modarbejder det (u)sagte. Alle udsagnene kredser om ”retfærdighed” og med hvilken ret vi kan dømme andre. Så selvom hovedpersonen (Masaharu Fukuyama) er en fraskilt succesfuld forsvarsadvokat og gerningsmanden en diffus massemorder, så handler filmen ikke så meget om hvorfor, hvordan eller hvornår. Det er dødsstraf der debatteres. Hvilket fører også til det store spørgsmål – hvad er meningen med livet?

De fire blækhuse kastes med kyshånd efter filmen for stemningen, livet fremvist og skuespillet.  Jeg er vild med morderen (Kôji Yakusho) hvis filosofiske spørgsmål gentagende gange vælter det juridiske korthus på en legende og elegant måde. De stille skæve scener fra hverdagen i Japan er fascinerende for enhver vesterlænding, men de bruges samtidig til at spejle forsvarsadvokatens indre kamp / tvivl. Da vi alle er farvet af årtiers amerikanske tv rets-dramaer, kan man let glemme jura ikke handler om at vinde, men at afveje hvad der er bedst for fællesskabet. Se filmen her med enhver der elsker Asien, kringlede historier og tumler med de store spørgsmål om livet, men lad for gudsskyld den jurastuderende datter blive hjemme.


Premieredato : 16/8-2018. Instruktør : Hirokazu Koreeda Manuskript : Hirokazu Koreeda Medvirkende : Masaharu Fukuyama, Kôji Yakusho, Shinnosuke Mitsushima Fotograf : Mikiya Takimoto Lyd : Akihiko Okase, Kazuhiko Tomita Musik : Ludovico Einaudi Land : Japan Varighed : 124 min. Se mere om filmen her


Populære indlæg