L'HEURE DE LA SORTIE - MUBI

(C) Romain Carcanade
Det er muligt du ikke lige savner en fransk dommedagsfilm, eller orker flere streamingstilbud, men jeg har selv haft stor glæde af denne effektive klimathriller på filmsiden Mubi. Hvor alverdens kvalitetsfilm minder mig om at indholdet altid er vigtigere end formen. Hvor instruktører tør udforske filmmediet, emner og stilarter uden kvantitative algoritmer har styret deres kunstneriske valg.
Denne genrelegende thriller -School's Out - formår at flette klimaopråb, uhygge og klassekritik sammen til en seværdig lille spillefilm, jeg endnu ikke har rystet af mig. Plottet er måske ikke er synderlig indviklet, men handlingen er til tider så voldsom spændende, at det klokkeklare budskab næsten overses.  
(C) Romain Carcanade

Hovedpersonen Pierre (Laurent Lafitte) er både fængende, smuk og velspillet, men han fungerer på ingen måder som drivkraften for historien. Han er i stedet vores udsendte øjenvidne, vores rationelle holdepunkt i en tiltagende vanvittig historie om nogle børn fra en privatskoles eliteklasse. Pierre er den udefrakommende vikar som kæmper med og for børnene, alt imens han forsøger at forstå selvsamme.

Pierre var utvivlsomt ikke skolens førstevalg til jobbet, mens han omvendt blot er glad for at have et arbejde alt imens han afslutter sin afhandling om Kafka. Magtstrukturerne i klassen, skolen og lokalsamfundet lader sig ikke let afkode af hverken Pierre eller os der beskuer filmen. Der er tydeligvis noget galt, rivravruskende galt, men hvad, afsløres kun ganske langsomt. Den lille hårde kerne fra eliteklassen holder nemlig hemmelighederne tæt, empatien på afstand og smilene borte. Skolens ledelse er åbenlyst ligeglad med det meste, så længe karaktererne holdes og udmærkelserne tilflyder institutionen. Lærergruppen består af en flok klichefyldte karakterer, der spilles lige så tilpas verdensfjerne og karikerede at uhyggen let spreder sig.

Handlingen afvikles af flere spor. Pierre er dog hele tiden knudepunktet for vores forståelse af historien. Det er Pierres afdækning af hemmelighederne der øger spændingen i filmen, men samtidig det der tvinger Pierre i knæ. Forløsningen er todelt og den morbide slutning er overvældende. Rædslen du efterlades med, gør filmen seværdig og forstærker samtidig budskabet. Det er muligt du ikke bør kaste dig over en sådan spillefilm midt under en global epidemi, men det er min påstand verden har brug for disse opråb fremfor nuttede dyrevideoer, hvis global klimaapati skal undgås. De fire blækhuse gives for uhyggen, skuespillet hos filmens unge skurke og lærerværelsets sære magtkampe.


Du kan leje film individuelt, tegne månedlig abonnement eller betale for et helt år. Du kan også bare starte med gratis 30 dage her. Her finder du både glemte mesterværker, oversete filmperler og skæve udgivelser der aldrig fandt vej til din lokale biograf. Tematisk er der til tider overlap med FIlmstribens udbud, eller Øst For Paradis tidligere filmstream service, men Mubi har alligevel en anden profil og tilgang. Hver eneste dag ankommer en ny film til samlingen, mens den ældste forsvinder, du har altid 30 film at vælge imellem. School is out finder du her. Spilletid 103 minutter. Har desværre ikke danske undertekster, men du kan vælge engelske. Hovedrollen spilles af Laurent Lafitte. Sébastien Marnier har instrueret filmen. Elise Griffon har skrevet manuskriptet. Blandt børnene gør skuespiller Victor Bonnel et voldsomt indtryk. Filmen bygger på bogudgivelsen af Christophe Dufossé, der på dansk hedder "Sidste Time”.

Populære indlæg