I krig af Stéphane Brizé - Biograf
Storkapitalens regnedrenge har opdaget profitraten er for nedadgående på en fransk fabrik, hvorfor lukning varsles og kompensation tilbydes til de opsagte. Men de 1100 arbejdere finder dog regnestykket en anelse misvisende. Dels fordi fabrikken giver overskud, og dels indgik man en samarbejdsaftale for to år siden. Hvor arbejderne frasagde sig bonusser, lønforhøjelser og samtidig øgede arbejdsmængden med fem timer hver eneste uge til samme løn. Mod arbejdsgiverne altså holdte biksen kørende i mindst fem år.
Filmen starter således med en helt klar konflikt mellem to parter enhver voksen både genkender og har meninger om. Men den klassiske klassekamp har det svært i den globale økonomiske virkelighed. Dog er det fortsat gældende, at hvis du ikke kæmper for dine rettigheder så har du allerede tabt dem. Tilgengæld er det i dag lidt svære at udpege skurke, helte, årsager og sammenhænge. Selvfølgelig findes der rendyrket ideologier på begge sider af det politiske spektrum, men selvom det er besnærende at få goderne/truslerne ved storkapitalisme forklaret af Liberal Alliance eller Enhedslisten, så ved vi alle sammen godt at komplekse problemer aldrig har simple løsninger.
Filmen varer knap to timer og stilen minder om dokumentar. Det er dog en iscenesat virkelighed, hvor skuespillere trevler gennem en fiktiv fortælling der lige så godt kunne have været sand. Nogle af spillefilmens karakterer spilles af velkendte aktører, mens andre roller fyldes af glade amatører. Det giver hele konflikten en vis skræddersyet autenticitet og intensitet som det virker tvivlsomt kunne være opnået på andre måder. Stjernen over dem alle er dog Vincent Lindon. Der er fremragende i rollen som fagforeningsmanden Laurent hvis hjerteblod flyder hver eneste gang solidaritet taber. Han hverken fremstår som et ideal fra fagbevægelsen, som en overdreven karikatur eller som anakronisme. Han er blot en arbejder der utrættelig kæmper for retten til arbejde. Da alternativet har utænkelige konsekvenser for lokalsamfundet.
Konflikten starter med tydelige sider, men i takt med strejken trækker ud, udvandes grænserne mellem rigtig/forkert, fjende/ven og løsning/problem. Arbejdstagersiden består således af to forskellige fagforeninger med hver deres politiske kerne. Arbejdsgiversiden består af lokale chefer, tyske ejere og ansigtsløse aktionærer. Staten ønsker selvfølgelig lokale franske jobs, men samtidig behov for udenlandske investeringer. Hele tiden bølger magtkampen frem og tilbage. Forskellige løsninger frister forskellige parter. Laurent er den eneste der ikke mister fokus, skifter mening eller glemmer ideen med kampen. Han kæmper ikke bare for penge, kortsigtede løsninger og behagelige ludfald. Han vil have fabrikken forbliver, således alle har arbejde, således familier har indtægtskilder og regionen har liv. Noget der kun kan sikres ved et forhandlingsbord. En erkendelse som både styrer og driver ham mod mere og mere rabiate løsninger.
De fire blækhuse gives for stilen, budskabet, den overrumplende slutning og følelsen du efterlades med. Måden hvorpå klassekampens fortidige paroler, universelle sandheder og klassiske løsninger, bliver kværnet i denne ultrarealistiske spillefilm, er eminent godt filmhåndværk. Instruktøren STÉPHANE BRIZÉ tvinger alle til erkendelsen at den økonomiske virkelighed ikke lader sig indramme af fortidens terminologi. Magtforholdet er fortsat ulige, strejke våbenet voldsomt og grådige mennesker lytter fortsat kun til tegnebogens jammeren. Men noget har alligevel ændret sig i den globale markedsøkonomi, grænserne mellem klasserne er tyndslidte og ingen har længere patent på det gode. Hvis du har været forbi fagforeningsarbejde, tumlet rundt på venstrefløjen, eller spyttet djøf formuleringer ud på samlebånd, så vil filmen her vække minder. Jeg elsker måden hvorpå samtalerne ukonstruktivt vælter rundt som talebobler mellem fagforeningsfolkene. Hvordan de forskellige virkeligheder og prioriteringer støder sammen hen over forhandlingsbordet. Hvorledes magtkampen afbildes, økonomien forklares og virkeligheden vinkles alt afhængig af dit eget ståsted. Kværnen er dog ubarmhjertig, tempoet holdes støt, kursen fremstår klar, men alligevel overrumpler slutning mig.
Premieredato : 11/7-2019 Instruktør : Stéphane Brizé Manuskript : Stéphane Brizé, Marion Pin Medvirkende : Vincent London, Mélanie Rover, Jacques Borderie Produktion : Philip Boëffard, Christophe Rossignon Fotograf : Éric Dumont Musik : Bertrand Blessing Klip : Anne Klotz År : 2018 Land : Frankrig Varighed : 115 min. Du kan læse mere om den hos Øst For Paradis
