Listen over danske filmstjerner og sangere vi fik sendt i graven længe
før tid ,takket være alkohol, er lang. Dels var folkestemningen med og
for druk positiv helt frem til 90erne, dels var alkoholproducenterne
lokale og dels var aflønningen ofte kun god hvis man indregnede den fri
bar. Takket være fortidens lempelige skatteregler for
repræsentationskontoen var mange chefer glade for udskrivning af færre
lønkroner og drikke med højere procenter. Omvendt måtte du som stjerne
også lære at tage fra når baren åbnede, eller accepterer en de facto
nedgang i lønnen. Hvilket skabte usunde mønstre i alle lag af samfundet,
og selvom flere begræder tabet af værtshuskulturen, så savner ingen
volden, de spildte chancer og utidig dødsfald. John Mogensen var måske
nok en folkelig fadbamse af en sanger, men havde han kunne give slip på
øllerne ville karrieren have været en anden, og livet ligeså. Det
fremstår derfor ganske ironisk og en anelse trist, at sangen de fleste
kender af John Mogensen hedder ”Så Længe Jeg Lever”. Til gengæld er det en oplagt titel på spillefilmen om sangeren selv.Rasmus Bjerg er fantastisk i rollen som John Mogensen. Han rammer alle
aspekter af mennesket, sangeren og den falleret familiemand.
Bulderbassen hvis sange alle danskere sikkert på en eller anden måde
genkender, var dog andet og mere en folkelig underholdningsklovn. Han
var drevet af jagten på de perfekte øjeblikke, de der kan opstå når
musikalske harmonier indfinder sig ganske spontant. Det, og så bunken af
ubetalte regninger, var hvad der drev ham rundt på landets små og store
spillesteder. Hvor alkoholen flød i stride strømme og dagene altid flød
sammen. Ole Bornedal har skruet historien sammen så alle kan forstå
John Mogensen måske nok fejlede som far, ægtemand og jovial kammerat,
men han altid kæmpede for musikkens skyld og det aldrig kunne have været
anderledes end det blev. Bornedal krydsklipper løbende gennem filmen
til og fra den sidste druktur. Kun barndommen iscenesættes uden John
Mogensens dystre skæbne skygger, barnet fra indledningen af filmen
bruges i stedet for som Johns kunstneriske indpisker og samvittighed.
Barnet manifesterer sig kun for John, og kun når alkoholen har udgjort
det for fast føde i en længere periode.
Hustruen
(Helle Fagralid) fylder uendelig lidt i historien, og selvom man ikke
får megen indsigt i detaljerne i livet som ægtefælle til John, fornemmer
man dog hurtigt at det var en utaknemlig opgave af elske manden. Helle
Fagralid er eminent til at fremvise de ambivalente følelser en hustru må
have, overfor en mand, hvis hjerte kun overgås i størrelse af hans
trang til bajere. Jeg havde gerne set der blev givet mere plads til
datteren og hendes kompliceret forhold til John. Bornedal bruger hendes
tydelig nedbrud som en styrkemarkør for Mogensens eget fysiske
sammenbrud, men dvæler ikke ved hende som mennesker. Four Jacks
opløsning og bandmedlemmernes manglende kontakt bruges på samme måde,
men her virker det ikke til at generer John Mogensen synderligt. Som
helhed fungerer spillefilmen som et Københavnsk postkort fra en svunden
tid. Desværre er det kun John og hustru der fremstår som levende
mennesker i fortællingen. De øvrige er blot statister med replikker i
historien om John Mogensen. De fire blækhuse gives for musikken,
kærligheden, den lækre billedside, og i særdeleshed for Rasmus Bjergs
indsats som John Mogensen. Partnerskabet mellem Bjerg og Bornedal er
efter min mening en succesfuld kombination. Bornedals produktioner
bliver altid er bedre når Rasmus deltager, og han spiller omvendt
eminent når Bornedal instruerer.
Medvirkende: Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Henrik Noél Olesen, Harald Kaiser Hermann, Lars Ranthe, Laus Høybye, Peter Mygind. Instruktør og manuskript Ole Bornedal. Du kan se mere om filmen her
