Som enhver anden roman der omsættes til levende billeder vil denne her
også udfordre fans og skabe former hvor der før kun var forestillinger.
Instruktøren Dominic Cooke omsætter dog Ian McEwans fine britiske
underspillet kærlighedsdrama, til en spillefilm der tør bevæge sit
publikum, frem for at overrumple det. Karakterudviklingen vægtes lige så
højst som den idylliserede gengivelse af et England der aldrig var, men
alle husker. Historien udfoldes nænsomt, alt imens en masse drama
omkring hovedpersonerne blot afdækkes indirekte. Det er
kærlighedshistorien mellem Florence og Edward der er filmens bærende
element, og det vil enhver der har læst McEwans roman kunne forholde sig
til.
Den lange optakt til strandturen består af lige dele krydsklip mellem de
unge elskendes kurtisering og så deres akavet bryllupsnat. Det er svært
ikke at blive grebet af den søde kærlighedshistorie, men man fornemmer
for hver eneste sekvens fra parrets bryllupssuite, at det her ikke
kommer til at ende lykkeligt. Hvilket gør det endnu mere barskt at
indtage fortidens perfekte øjeblikke, da forelskelsen blomstrede.
Selvfølgelig er de et umage par rent socioøkonomisk, men følelserne er
ægte og hensigten noble. Han er søn af en skolerektor fra landet og en
kunstkender der desværre har fået en gevaldig hjerneskade. Hun er den
ældste datter fra en familien i den øvre middelklasse i byen. Forvænt
med fine ting og internationale oplevelser. Han elsker den rå og
upoleret rock and roll musik, hun dyrker den klassiske violin.
Hun er modstander af atombomben og støtter socialismen, han elsker
naturen og fortiden. Det er dog alt sammen lige meget, fordi de fandt en
ægte forbindelse fra første øjekast og begge kæmper de for hinanden.
Hun er dog langt mere succesfuld som den fuldendte svigerdatter, end han
er som den klodsede svigersøn.Bryllupsnattens seksuelle udskejelser mellem de to jomfruer, hvis
kejtede kropssprog kun overgås af hendes ængstelighed for mandens
blodfyldte penis, ender ikke godt. Hvorfor de pludselig befinder sig på
stranden i et kæmpe skænderi. Han forsmået og vred, hun såret og
selvbevidst. Kompromiser tilbud,t bliver mødt med ultimative krav og
pludselig er det ægteskab slut. Resten af filmen er en sørgmodig
bearbejdelse af alt det der aldrig kom, det der aldrig blev, det der
kunne have været fuldendt harmoni, men i stedet endte i årtiers
fornægtelse.
Saoirse
Ronan stråler i denne film. Hun giver den ægtslige, opknappet og
ordfattige overklassepige Florence et uudgrundeligt og levende
følelsesliv via øjekast, forkrampet mimik og mekanisk gestik. Jeg
forstår den kvinde, selvom hun hverken er i stand til at sætte ord på
hendes følelser eller vise dem så Edward kan afkode dem. Edward (Billy
Howle) fungerer omvendt bedst når han ikke forklarer sine dybe tanker,
følelser eller forsøger sig med komplimenter. Han er dog yderst
charmerende når vreden griber ham eller når han som en moderne
klodsmajor gør alt forkert og alligevel vinder pigens hjerte.
Spillefilmen har ikke en overraskende udvikling, en uventet slutning
eller alverdens tempofyldte sekvenser. Der er tale om en stille melodisk
kærlighedshistorie der i nogle øjeblikke er ren perfektion. Filmen
giver bogen liv, karaktererne ansigter og følelserne masser af plads. Så
alle kan spejle sig i karakterernes drømmes, kejthed og smittende
forelskelse. Refleksionerne fra dit eget liv vil selvfølgelig forstærke
oplevelsen af dramaet der udspiller sig, men kærlighedshistorien vil for
altid forblive Florence og Edwards. Så grib chancerne livet byder dig,
tilgiv dig selv når nødvendigt og kæmp altid for kærligheden. Første
skridt kunne en tur ind og se denne film.
Sensitivt
britisk drama efter romanen "Ved Chesil Beach" af Ian McEwan,
forfatteren bag "Soning" instrueret af Dominic Cooke med dobbelt
Oscar-nominerede Saoirse Ronan (for "Brooklyn" & "Soning"), Billy
Howle ("Dunkirk" & "Når noget slutter") og Emily Watson
(Oscar-nomineret for "Breaking the Waves" & "Hilary og
Jackie"). Filmen er betagende smukt fotograferet af Sean Bobbitt ("12
Years a Slave", "Hysteria" & "Shame").
