Huset der vågnede af Martin Widmark & illustreret af Emilia Dziubak
Den vemodige beskrivelse af livet der var, går direkte i hjertet på alle
os, hvis bedsteforældres hverdag ikke længere findes. Forfatteren
tvinger os til at spejle vores egne dagligdags sysler ind i gamle
Larsons minder, og derved mærke vores egen dødelighed. Du bliver nemlig
let til den gamle mand hvis krop værker, hjerte savner og minder fylder.
Du forstår således mandens afmagt, opgivelse og deler hans afsked med
livet.
Børnene er flyttet, katten blevet væk, hustruen død og hver eneste rum i det gamle hus flyder med minder om dem alle. Bogen starter med vi går gennem hver eneste rum og mindes kærligheden Larson fandt og delte, minder om børnene da de var små, hustruens ømme ord og deres fælles drømme. Lige da mit hjerte ikke kan holde til flere vemodige tanker tvinges Larson ud af sengen, ned af trapperne, hen til fordøren og ud i en samtale med en lille dreng, hvis opdragelse, tilgang til livet og forståelse af formelle former afviger en del fra Larsons. Drengen nærmest påtvinges Larson at passe en lille plante mens han selv er på ferie. Alt ændrer sig ganske drastisk herefter og Larson må langsomt til at genoverveje meningen med livet.

Den
originale svenske udgave har efter min mening bedre valg indenfor
fonte. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor det danske forlag har valgt én
anden løsning. Det er dog ikke forfærdeligt for udgivelsen, som bæres
fornemt af Emilia Dziubak kunstfærdige illustrationer. Det er nemlig hende
der skaber magien. Martin Widmark har skrevet en lang række svenske
børnebøger, og han har tydeligvis et godt greb om opbygning af drama.
Men det er Emilia Dziubak flotte illustrationer der udgør bogen.
Det ikke fordi Martin Widmarks historie ikke fungerer, men Dziubaks
illustrationer fortæller uproblematisk historien uden ordene. Det
omvendte er ikke tilfældet. Hver eneste side er et visuelt kunstværk.
Selvfølgelig minder hele ideen lidt om grundkernen i Pixars mega succes Up
men udtrykket er her langt mere melankolsk og hjerteskærende. Her tages
der afsked med livet på den absolutte måde, før håbet fylder hjerte og
hus endnu engang. Første gang jeg læste ”Huset der vågnede”
troede jeg således efter få sider at det hele ville ende med
tårer. Heldigvis for mig og målgruppens yngste medlemmer, så slutter
bogen let og solrigt. Det anbefales dog ikke at læse bogen højt for de
mindste tæt på sengetid. Dertil er det store tomme hus fyldt med for
mange knugende undertoner til at tumlinger på fire, helt kan håndterer
det. Udgivelsen er vanvittig flot og hver eneste side fyldt med
billedbogs magi af den gammeldags slags.