Denne novellesamling er en succes. Dels er det en fornøjelse at læse og
dels har jeg lyst til at vide mere om de fleste i historierne. De
stærkeste historier er efter min mening de første fem. Tematisk holder
alle syv noveller sig til mænd uden kvinder. Når de er bedst fremstår de
som skygger fra sidegrene til tidligere Murakami romaner.
Det
er ikke alle forundt at kunne skrive om følelser så andre mærker dem.
For mig rammer Haruki Murakamis bøger dog sjældent ved siden af mit
hjerte og det også tilfældet denne gang. Her er historier om svigt,
tvivl og ulykkelig kærlighed. Æltet rundt i amerikansk jazz, europæisk
klassisk musik og litteraturhenvisninger af den internationale slags.
Jeg føler både et slægtskab med hovedpersonerne og spejler mit
følelsesliv i deres. Det er altid bekræftende at finde andre som ej
heller forstår det modsatte køn og når ærlige knap kan redegøre for
deres eget indre univers. Det er så ligegyldigt at dette fællesskab
skabes med fiktive karakterer fra bøger af en forfatter jeg ikke
personligt kender.
“Musik har det med at fremkalde minder så klart og tydeligt, at det gør ondt langt ind i hjertet.”
— Yesterday - p. 71
Tilgangene og kunstgrebene i forfatterskabet er som oftest de samme,
hvis vi ser bort fra selvbiografien som jeg så absolut ikke kunne lide
(korte version – han plejede at ryge og drikke, nu løber han og
skriver), men jeg bliver alligevel ofte overrasket over drejningerne
hverdagshistorierne tager. Skiftene mellem det realistiske og
drømmeverden, de indre kampe og hovedpersonens ufuldendte selvbillede,
de uforløste ord og smertefulde minder, den detaljerede tilberedning af
simple madretter og overrumplende kødelighed er bestanddele i de fleste
gode Murakami historier. Som oftest er romanerne bedre end novellerne
men denne gang har han skruet fem fremragende historier sammen. Den
aldrende skuespillere som mistede grebet om kærligheden da hustruen døde
(Drive My Car), venskabet og forviklingerne der efterlod mærker på
selvet (Yesterday), manden der tabte alt til kærlighed (Det Selvstændige
Organ), tosomheden vi alle stræber efter men sjældent helt forstår
(Sheherazade) og smerten vi lever med når ensomheden bider sig fast
(Kino). De sidste to noveller er min mening ligegyldige, men det kan
sagtens være en smagssag. Mine fem blækhuse gives for de medrivende
historier, minderne delt, følelserne fremvist og karaktererne
præsenteret i udgivelsens første fem noveller. Når bøger er bedst bliver
deres historier levende og ordene en del af vores tankeverden. Når
Murakami er bedst, så bliver personerne mine venner, deres minder mine
og smerten noget vi deler.
210 sider, Indbundet med smudsomslag. På Dansk ved Mette Holm. Udgivet af Forlaget Klim. Du kan læse mere her. Udgivelsen findes også som Mp3 og CD.
Denne novellesamling er en succes. Dels er det en fornøjelse at læse og
dels har jeg lyst til at vide mere om de fleste i historierne. De
stærkeste historier er efter min mening de første fem. Tematisk holder
alle syv noveller sig til mænd uden kvinder. Når de er bedst fremstår de
som skygger fra sidegrene til tidligere Murakami romaner. 
